Min fred gir jeg til jer!
Lena Løbners Frygt ikke! kan nu fås som lydbog, indtalt af forfatteren selv.Min fred gir jeg til jer, synger Lena Løbner i sin egen sang i lydbogen Frygt ikke!, og i den slås tonen an i den dejlige bog om frihed for frygt og bekymringer.
Bogen Frygt ikke!, som er skrevet af Lena Løbner, udkom på Forlaget Håb for Alle sidste år og blev anmeldt her i Udfordringen af Henri Nissen. Det er en lille og enkel bog på 95 sider skrevet til opmuntring og trøst og fyldt med gode råd fra et levet liv – Lena Løbners eget og andres, som hun har været i kontakt med på den ene eller anden måde. Det er en værdifuld bog.
Nu kan bogen også fås som lydbog, og man kan lytte til den i bilen. Min kone og jeg hørte den på en tur fra Frederiksværk til Helsingør. Da vi var halvvejs tilbage til Frederiksværk, var vi færdige med at lytte til bogen – og det havde været en god oplevelse.
Lydbøger kan noget, den trykte bog ikke kan. Den kan lægge sang og musik til – og det gør Lena Løbner i denne lydbog, men desværre kun én gang med sangen Min fred gi´r jeg til jer. Der omtales en anden sang, som er blevet til af en kvinde på hospice om kærlighed. Lena Løbner har sat melodi til sangen. Den sang kunne sagtens have været lagt ind i lydbogen, og den første sang kunne have været bragt igen til sidst. Man skal naturligvis udnytte mediet.
På lydbogen læser Lena Løbner selv sin lille bog op – og det gør hun godt. Hun har en god stemme, og i lydbogen taler hun mere direkte til folk. En ulempe ved lydbogen er imidlertid de mange bibelcitater, især til sidst, hvor mange remses op. Sådanne citater er det lettere at holde sammen på i en trykt bog. I hvert fald for mig. Igen: Man skal lære at bruge mediet rigtigt.
Jeg har ikke læst bogen, men har nu lyttet til lydbogen og kan varmt anbefale den til en lidt længere biltur. Den er langt at foretrække for P4. Og så blev jeg glad for at få at vide, at ordene frygt ikke bruges 365 gange i Bibelen, én gang for hver dag. Frygt ikke, men stol på Gud!
Lena Løbner:
Frygt ikke!
Lydbog 75 kr.
Forlaget Håb for Alle